De kongelige
Særligt møde: Dronning Mary stod klar
Dronning Mary stod klar med lykønskninger.
Onsdag formiddag har der været dressur på programmet ved OL, hvor Danmark er kommet flot fra start.
Både i går og i dag har de danske dressurryttere leveret imponerende resultater.
Cathrine Laudrup-Dufour har i dag præsteret en toppræstation på dressurbanen, hvor hun scorede intet mindre end 80,792 procent, hvilket er den bedste score af alle i grandprixet, som er kvalifikationen til finalerne i den individuelle konkurrence, samt holdkonkurrencen. Disse er på programmet lørdag og søndag.
På tilskuerrækkerne var dronning Mary bænket og fulgte godt med, da Cathrine og Freestyle leverede deres imponerende præstation.
Bagefter var der tid til, at Cathrine kunne dele glæden over sin flotte præstation med sin hustru, Rasmine og resten af teamet, som støtter Cathrine i Frankrig.
Men også dronning Mary kom forbi, for at hilse på Cathrine og lykønske med det fine resultat.
Personligt har dronning Mary en stor passion for dressur, som hun også selv rider.
Tirsdag aften fandt majestæten også tid til at besøge de olympiske håndboldhaller, hvor det danske kvindelandshold vandt snævert 25-23 over Sverige.