Film / TV
TV 2 svarer igen: Skyder påstand om 'Vild med dans'-deltagere helt ned

Ifølge TV 2 er der intet hold i den påstand.
I øjeblikket ruller 'Vild med dans' over skærmen, og vi nærmer os dette års finale, som løber af stablen fredag aften kl. 20.00.
Der har gennem årene været rigtig mange danske kendisser med i programmet. Alle 'nydanserne' er kendte ansigter, men med mange forskellige baggrunde - nogle er sportsfolk, modeller, tv-værter og dette er blot et udpluk.
Der er dog en kendis, som ikke er blevet spurgt, men hvor svaret ville være et klart og tydeligt ja – nemlig Amalie Szigethy. Hun har efterhånden været med i flere realityprogrammer og har haft flere af sine egne tv-programmer, men hun har aldrig fået tilbuddet om at deltage i det populære danseprogram.
Lørdag var Amalie med som publikum ved dette års semifinale. Her udtalte hun ifølge HER & NU følgende:
“Jeg har altid sagt, at jeg gerne vil være med, og jeg har også altid fået at vide, at man ikke tager realitystjerner ind,” fortæller Amalie, der dog bemærker, at det billede har ændret sig. Hun tilføjer: “Og nu har jeg kunnet se de sidste tre år, hvem de har brugt, så nu tænker jeg bare: Hvornår kommer min tid? Nu skal vi have mig med.”
Svarer igen
Men den påstand er TV 2 ikke enig i, så nu lyder der en udmelding fra tv-stationen.
Her bliver det slået fast, at en eventuel deltager aldrig fravælges, på grund af deres baggrund eller arbejde.
Ifølge programredaktør Mads Elias Højbjerg Ravn er der altså intet hold i, at en baggrund som reality-deltager er en hindring.
"Det er skønt, at så mange ønsker at være med i "Vild med Dans". Deltagerne udvælges dog gennem en lukket proces og kan ikke selv tilmelde sig, og mig bekendt har TV 2 aldrig afvist eller udtalt sig om specifikke personer i sammenhæng med deres erhverv. Som I selv siger, har vi jo set flere realitydeltagere i programmet i tidens løb, lyder det fra Mads Elias Højbjerg Ravn i et skriftligt svar til SE & HØR.
Han understreger desuden, at TV 2 som udgangspunkt ikke udtaler sig om personer, der ikke medvirker i programmet, men udelukkende om de deltagere, der er en del af sæsonen.
Så, om vi nogensinde kommer til at se Amalie i 'Vild med dans', må tiden vise.
I første omgang, kan du glæde dig til at se dette års finale i 'Vild med dans' fredag kl. 20.00 på TV 2 og TV 2 Play.