Kendte
Da Lene Beier åbnede sit alpehotel, begyndte spekulationerne: Nu afviser hun det på det kraftigste
Lene Beier er træt af misforståelser og afviser rygter.
Lene Beier har for alvor slået sig ned i seernes hjerter med TV 2-programmet 'Beier på alpehotellet', hvor man følger hende og familien i deres eventyr med at renovere og drive et hotel i de østrigske alper.
Men selvom succesen har været stor, følger der også en række misforståelser med – og nu siger Lene Beier klart fra.
Sådan skriver B.T.
En misforståelse
En af de mest sejlivede misforståelser handler om økonomien bag projektet. Mange har nemlig fået det indtryk, at TV 2 skulle have finansieret hotellet – men det passer ikke, fastslår den populære tv-vært.
"Mange tror, at TV 2 har betalt noget i forbindelse med hotellet," fortæller hun og understreger, at det ikke er tilfældet.
"De betaler løn for de timer, vi arbejder, ligesom alle andre, der går på arbejde," siger Lene Beier.
En anden ting, der har ærgret hende, er en række overskrifter, som har givet indtryk af, at hotellet Edelweiss er lukket.
Det var ganske vist lukket i en kort periode i april, da familien selv tog en velfortjent ferie i Danmark – men det var langt fra permanent.
"Det er ærgerligt, at nogen tror, vi har lukket, når man forsøger at drive en ny forretning," siger hun om situationen.
Trods udfordringerne oplever Lene Beier heldigvis også mange positive ting ved opmærksomheden.
Flere gæster lægger vejen forbi efter at have set programmet og nyder en kop kaffe eller en øl på hotellets terrasse – og det hilser hun hjerteligt velkommen.
Mens optagelserne til sæson to allerede er i gang, må seerne dog væbne sig med lidt tålmodighed.
"Jeg ved det faktisk ikke, men engang til efteråret vil jeg tro," siger Lene om premieren.