Kendte
Fra 12 til 31 millioner: Joan Ørting scorer kassen
Efter to årtier som underviser i kærlighed, nærhed og sexologi har Joan Ørting solgt sin ikoniske ejendom på Christianshavn. For hende markerer salget både en afslutning – og en ny begyndelse.
Når Joan Ørting næste år siger farvel til Villa Wilder på Christianshavn, bliver det med både glæde og vemod.
Ejendommen, som i snart 20 år har dannet ramme om hendes uddannelser i sexologi og parterapi, er solgt for 31 millioner kroner.
Køberen er en arkitektfamilie fra Aarhus, der ifølge Joan Ørting får lov til at bruge bygningen både privat og erhvervsmæssigt med kommunens velsignelse.
“Jeg skal være ude den 1. juni 2026, så jeg har lidt tid til at gøre mine sidste hold færdige,” fortæller hun og beskriver salget som en milepæl, der lukker et vigtigt kapitel i hendes liv.
Det skriver SE OG HØR
En rejse fra Søborg til succes
Joan Ørting, købte Villa Wilder tilbage i 2007 for 12 millioner kroner, og investerede fire millioner i renovering.
Ejendommen fra 1800-tallet blev hendes base og senere et samlingspunkt for hundredevis af studerende, der gennem årene er blevet uddannet som sexologer og terapeuter.
For den nu 66-årige sexolog, er salget ikke kun et økonomisk eventyr, men også et symbol på, hvor langt hun er nået. Hun beskriver sig selv som en almindelig pige fra Søborg, der har arbejdet sig frem med mod, nysgerrighed og tro på sine idéer.
Selvom hun stopper med at uddanne nye sexologer, efter sit 20-års jubilæum i marts 2026, er der ingen planer om at gå på pension.
For Joan Ørting, handler næste kapitel om at give plads til nye drømme og om at fejre den rejse, hun allerede har taget.