Kendte
Hjalmer afslører: Har taget helt særlig livsfilosofi til sig fra faren Kim Larsen
Musikeren følger i farens fodspor på mere end blot musikfronten, afslører han i åbent interview.
Store værdier behøver ikke stå på bankkontoen eller holde i garagen. For Hjalmer Larsen handler et rigt liv i langt højere grad om at kunne bevare sig selv, selv hvis alt det materielle pludselig forsvinder.
Musikeren har taget netop den tankegang med sig fra sin far, Kim Larsen, og fortæller nu om den livsfilosofi, der fortsat påvirker hans egne valg.
Faderens råd lever videre
Hjalmer Larsen gæstede for nylig Rasmus Brohaves YouTube-podcast Bålsnak, hvor samtalen blandt andet kom til at handle om, hvordan man helst vil indrette sit liv.
Her fortalte Hjalmer, at hans far bestræbte sig på at leve uden at være alt for bundet af ejendele, penge og ydre statussymboler.
"Han var altid sådan: ‘Jeg skal bare leve et liv, hvor at jeg ved, at hvis jeg mister alt i morgen – alt er væk, hele molevitten er bare væk – så skal jeg nærmest kunne leve det samme liv dagen efter, som jeg lever i dag’," fortæller Hjalmer Larsen.
Kim Larsens tanke var med andre ord, at livskvaliteten ikke skulle falde sammen, bare fordi tingene omkring ham gjorde det.
Mindre bagage, færre bekymringer
Hjalmer har længe været fascineret af sin fars tilgang. Filosofien flytter nemlig opmærksomheden væk fra alt det, der kan købes, sælges eller mistes, og hen mod de mennesker og værdier, der er sværere at sætte et prisskilt på.
"Den filosofi synes jeg altid har været så fin, fordi så er det kun hvad der lige tæller for dig selv indeni og dem omkring dig, som egentligt har noget at skulle sige. Og ikke alt muligt, som nogen kan tage fra dig," siger han.
Rasmus Brohave kunne genkende Hjalmer Larsens historie. Podcastværten fortalte, at han selv havde fået en lignende besked fra sin egen far.
Samtalen førte de to frem til en fælles pointe: Flere ejendele giver ikke nødvendigvis mere frihed. Ofte følger der blot flere regninger, mere vedligeholdelse og flere ting at bekymre sig om.

