Kendte
Jesper Lohman skulle have været gift den 27. september: Det lavede han i stedet
Kærligheden fejler ingenting, men bryllupsplanerne lader stadig vente på sig for skuespilleren Jesper Lohmann og hans forlovede, Lise Frølund.
Parret, der har været forlovet i flere år, skulle egentlig have sagt ja til hinanden i september. Men endnu en gang er brylluppet blevet udskudt – denne gang på grund af en renovering, der tog al deres tid.
Det fortæller parret til SE & HØR.
“Vi er ikke blevet gift endnu, men vi har fået lavet lejlighed og flyttet ind i den. Det gjorde vi i stedet, for vi skulle faktisk giftes for en måned siden, men vi lå på gulvet og ordnede lejlighed, men nu har vi heldigvis fået den etableret,” fortæller Jesper Lohmann, som købte boligen på Amager i maj.
Derfor måtte planerne vige
Skuespilleren afslører, at de endda havde sat en dato for brylluppet – de skulle nemlig have været gift lørdag den 27. september. Men i stedet for at være klædt i kjole og hvidt og sige det største ja af dem alle, var de iført arbejdstøjet og i fuld gang med at få lejligheden gjort i stand.
Dermed er det tredje gang, at brylluppet må vige for andre planer.
Først satte corona en stopper for de oprindelige planer i 2021, hvor Jesper Lohmann fortalte, at de håbede på at blive gift i 2022. Siden lød det, at vielsen skulle finde sted i foråret 2024 – og så altså tilsyneladende senest i efteråret 2025.
Der er endnu ikke sat en ny dato for vielsen, fortæller Jesper Lohman.

