Kendte
Sverre Anker Ousdal: Modtog stor hæder kort før sin bortgang
Kort før sin død modtog Sverre Anker Ousdal en af norsk teaters største hædersbevisninger for et liv viet scenekunsten.
Sverre Anker Ousdal er død, 81 år gammel. Den norske skuespiller gik bort efter kort tids indlæggelse som følge af sygdom, bekræfter familien.
Hans død kommer mindre end et år efter, at han modtog Wenche Foss’ Ærespris, en af de mest betydningsfulde anerkendelser i norsk teater.
Prisen blev tildelt for et livsværk, der strakte sig over årtier og satte varige spor i både norsk film, tv og teater.
Ousdal var fastansat på Nationaltheatret fra 1970 og frem til 2014 og blev i den periode en af institutionens mest markante profiler.
Det skriver VG
En anerkendelse af et livsværk
Da han sidste år modtog æresprisen, blev det betragtet som en værdig og længe ventet hyldest af en skuespiller, der sjældent søgte rampelyset, men som nød stor respekt blandt kolleger og publikum.
Prisen blev givet som anerkendelse af hans kunstneriske tyngde, disciplin og mangeårige bidrag til norsk scenekunst.
Sverre Anker Ousdal, havde i løbet af sin karriere et bredt register og bevægede sig ubesværet mellem klassiske teaterroller, tv-serier og film.
Også uden for Norges grænser gjorde han sig bemærket, blandt andet i danske produktioner som Susanne Biers film Sekten, hvor han spillede den karismatiske og urovækkende sektleder Doktor Lack.
Et farvel til en generation
I 2008 blev Ousdal ramt af leverkræft. Han blev senere erklæret rask, men sygdommen kostede ham synet på det ene øje.
Alligevel fortsatte han sit arbejde, indtil han i 2014 forlod Nationaltheatret. Til foråret stod han endda foran et planlagt comeback på scenen i stykket Gi meg hånden, hvor rollen var skrevet særligt til ham.
Teaterchef Kristian Seltun fra Nationaltheatret har i forbindelse med dødsfaldet udtalt, at det er måske Norges største skuespiller gennem tiden, der nu er gået bort.
Sverre Anker Ousdal efterlader sig børnene Steffen, Mads og Sara.
Hans partner, skuespillerkollegaen Kjersti Holme, døde i 2021. Med hans død mister Norge endnu en markant skikkelse fra en generation af scenekunstnere, der har formet landets teaterhistorie.

