Musik
For første gang i 10 år: Kandis slår dørene op til særlig fest

Når Bella Arena i København langfredag den 18. april slår dørene op, bliver det til et overflødighedshorn fyldt med Kandis. Den står på ikke mindre en seks timers musik med Kandis og deres egen DJ, påskebuffet, langborde og en bar, der er klar.
Når man tænker halbal, tænker mange nok samtidig provinsen.
Men nu får Københavnerne – og alle andre danskere - mulighed for at opleve et vaskeægte halbal sammen med dét danske band, der er omtrent synonym med formatet, nemlig Kandis.
Vi skal ti år tilbage til Top Charlie-koncerten i Parken for at finde en lige så stor københavnerkoncert i Kandis-regi. Og for bandet selv, der faktisk har været på non-stop Danmarksturné i mere end tre årtier, er denne koncert en milepæl og noget de glæder sig
rigtigt meget til.
Kandis har været her i 37 år. I hallerne, på scenerne, på hitlisterne, i radioerne og på biograflærredet. Det første spillejob kørte de til i en bette kassevogn. Nu kræver det en stor lastbil til gearet. De små og store sportshaller spiller de stadig i, men indimellem er de også skiftet ud med Parken, Smukfest og nu altså også Bella Arena.
Til koncerten bliver der rig mulighed for at høre alle de store ørehængere fra bandets lange musikkarriere. Kandis har gennem årene skabt hit på hit og spillet sig direkte ind i hjerterne på folk landet over.
Fansene er der tusindvis af og mange har været med helt fra starten i 1989, hvor Kandis-eventyret startede. Andre har sluttet sig til skaren undervejs – og fansene tæller i dag hele tre generationer.
Trækker tråde til 1800-tallet
Halballet trækker faktisk tråde helt tilbage til 1800-tallet, hvor det var en folkelig begivenhed og en vigtig del af det sociale liv, især i landdistrikterne. Folk samledes i forsamlingshuse, kroer, eller store lader på gårde for at feste, danse, spise og hygge sig. Det var også her, man kunne være så heldig at møde sin kommende ægtefælle -
ganske som i dag.
Halbal er en kulturel historiefortælling og har formået at overleve generation efter generation. Den dag i dag er det stadig en fortælling, mange af os danskere deler.
Johnny Hansen var 12 år, da han var til sit første halbal. Han var med sin far Bjørn på spillejob med Bjørn & Okay.
Johnny sad ved scenen hele aftenen og blev forhekset af musikken og stemningen i hallen. Det var her, han bare vidste, at han selv ville spille musik og tage ud at optræde.
Man kan roligt sige, at den drengedrøm er gået i opfyldelse. Og nu indtager Johnny og resten af Kandis så den store scene i Bella Arena og sparker både festen og påsken gedigent i gang til deres livs hidtil største halbal i København.
Praktisk info:
Hvornår: Langfredag den 18. april 2025
Hvor: Bella Arena, Martha Christensens Vej 10, 2300 København S
Dørene åbner: kl. 18 – festen lukker kl. 00.25
Buffet: kl. 18
Drikkevarer købes i baren
Billet kr. 295,- + gebyr
Billetlink