Nyheder
"James Bond"-ikon er død
Det britiske ikon er gået bort.
Hollywood har mistet endnu et velkendt ansigt fra filmhistoriens guldalder.
Skuespilleren Joanna Pettet, som indtog en helt særlig plads i James Bond-universet og senere blev en del af en af Quentin Tarantinos mest omtalte filmfortællinger, er død.
Den britiske skuespillerinde døde tirsdag på et hospital i Californien, oplyser hendes tidligere manager til The Hollywood Reporter. Hun blev 83 år.
Skrev sig ind i Bond-historien
Joanna Pettet fik sit store gennembrud i 1960'erne og er fortsat den eneste skuespillerinde, der har spillet James Bonds datter på film.
Rollen kom i Casino Royale fra 1967 – en satirisk udgave af James Bond-universet, som adskiller sig fra den officielle filmserie.
Samme årti medvirkede hun også i Sidney Lumets anmelderroste drama The Group, der samlede flere af tidens mest fremtrædende skuespillere.
Blev selv en del af en filmhistorie
Joanna Pettets navn dukkede op igen mange år senere, da Quentin Tarantino skildrede Hollywood i slutningen af 1960'erne i Once Upon a Time in Hollywood.
Skuespilleren var i virkeligheden tæt ven med Sharon Tate, som i 1969 blev myrdet af medlemmer af Charles Mansons kult.
Kort før drabet havde Joanna Pettet besøgt Sharon Tate, og netop den episode indgår i Tarantinos film. Her blev Joanna Pettet portrætteret af Rumer Willis, datter af Bruce Willis og Demi Moore.
Livet bød ikke kun på succes foran kameraet. For præcis 31 år siden mistede Joanna Pettet sin søn, Damien Cord, som døde af en overdosis.

