Nyheder
Stopper hos DR efter 21 år: "Enten forsøger man at rette skuden, eller også hopper man af skibet"
Stigende utilfredshed blev årsagen til, at DR-veteranen nu har ryddet skrivebordet.
Beslutningen om at forlade DR efter mere end to årtier handler om mere end blot lysten til at prøve nye udfordringer.
Matilde Kimer har nu åbnet mere op om baggrunden for sit farvel til public service-mediet, og forklaringen peger blandt andet på en udvikling i nyhedsproduktionen, som hun ikke længere kunne se sig selv i.
For halvanden uge siden blev det offentliggjort, at den mangeårige korrespondent stopper hos DR efter 21 år. Dengang lød forklaringen, at hun ønskede at afprøve nye veje.
"Jeg er jo udklækket i egen rede og startede som praktikant i DR i 2005, så det virkede som et godt tidspunkt til at prøve at se, om vingerne kan bære."
Over for Fagbladet Journalisten fortæller Matilde Kimer nu, at beslutningen også udspringer af en voksende utilfredshed med den retning, nyhedsarbejdet har bevæget sig i.
Hun ønskede ikke at blive hængende, hvis hun samtidig følte, at arbejdsglæden langsomt forsvandt.
"Det er ret vigtigt for mig ikke at ende med at blive vred og bitter. Det er jo lige præcis grunden til, at jeg tager afsked nu. Der er to muligheder, hvis man ikke synes, retningen er perfekt. Enten forsøger man at rette skuden, eller også hopper man af skibet."
Savner tid til den dybdegående journalistik
Ifølge Kimer har skiftet mod hyppigere og kortere nyhedsopdateringer betydet, at der er blevet mindre plads til den type journalistik, hun brænder mest for.
Netop den udvikling har været med til at mindske hendes motivation gennem de senere år.
Efter sommeren siger hun endeligt farvel til DR. Fremtiden kommer blandt andet til at byde på foredrag, hvor den mangeårige korrespondent skal dele ud af sine erfaringer fra en karriere, der har bragt hende tæt på nogle af verdens største konflikter og begivenheder.

