Nyheder
To forhold: Janni Ree tiltalt i alvorlig sag mod Karsten
Den tidligere forsidefrue kan risikere straf.
Janni Ree har flere gange været i offentlighedens søgelys, særligt efter bruddet med erhvervsmanden Karsten Ree.
Den tidligere tv-personlighed har gennem det seneste år været omdrejningspunkt for flere historier om parrets konflikt, og nu har sagen taget en ny juridisk drejning.
Anklagemyndigheden har rejst tiltale mod Janni Ree i en straffesag, hvor hun blandt andet beskyldes for at have delt fortrolige oplysninger.
Hvis hun bliver dømt, risikerer hun en bødestraf.
Det skriver Ekstra Bladet.
Anklages for to forhold
Ifølge et anklageskrift, som Ritzau har fået aktindsigt i, omfatter sagen to forhold.
Det ene handler om, at Janni Ree angiveligt har skaffet sig adgang til private beskeder på eksmanden Karsten Rees telefon og gjort sig bekendt med indholdet.
Det andet forhold drejer sig om, at hun ifølge anklagemyndigheden har delt oplysninger fra et udkast til Karsten Rees testamente.
Derudover skal hun have sendt en lydfil fra en samtale mellem hende selv og eksmandens læge, hvor Karsten Rees helbredsforhold blev drøftet.
Hun er også tiltalt for at have delt billeder af privat korrespondance fra Karsten Rees telefon.
Ifølge anklageskriftet skal oplysninger fra testamentet være blevet delt med en tredjeperson i perioden fra 31. juli 2023 til 1. august 2024.
Nægter sig skyldig
Sagen om testamentet har tidligere været omtalt, fordi det fremgik af udkastet, at Janni Ree stod til at arve et tocifret millionbeløb.
Da hun sidste år blev sigtet, bekræftede hun, at hun havde sendt to sider fra testamentet, som omhandlede hende selv, til en person, hun betragtede som fortrolig.
Hendes advokat, Erbil Kaya, afviste dengang, at der var begået noget ulovligt.
“Min klient, Janni Ree, nægter sig skyldig og afviser ethvert ulovligt forhold i sagen om videregivelse af et udkast til et testamente, idet min klient udelukkende har sendt et billede af testamentet til en god veninde i tillid og fortrolighed, uden at det har været hensigten, at indholdet skulle komme ud til en bredere offentlighed.”
Janni Ree og Karsten Ree gik fra hinanden i august 2024 efter ni års ægteskab.

