Politik
Efter måneders rygter bekræfter Det Hvide Hus: Trump er syg
Rygterne har svirret de seneste måneder, efter billeder af USA’s præsident Donald Trump viste både hævede ben og tydelige blå mærker på hænderne. Nu bekræfter Det Hvide Hus, at den 79-årige præsident lider af en kronisk åresygdom.
Præsidentens pressesekretær Karoline Leavitt forklarede torsdag, at Trump for nylig har fået foretaget en større helbredsundersøgelse med blandt andet karscanninger.
Ifølge hende hænger de synlige mærker på hænderne sammen med hans livsstil: “Vævsskader fra hyppige håndtryk,” sagde hun og tilføjede, at brugen af aspirin, som Trump tager som en del af et forebyggende hjerte-kar-program, også spiller en rolle.
Det skriver BBC.
Sygdommen kaldes kronisk venøs insufficiens og er en relativt almindelig tilstand blandt ældre. Her fungerer veneklapperne i benene ikke optimalt, så blodet har sværere ved at blive pumpet tilbage til hjertet. Det betyder, at blodet kan samle sig i benene og føre til hævelser.
Dr. Meryl Logan, specialist i karkirurgi, forklarer: “Vener og veneklapper skubber normalt blodet opad og tilbage mod hjertet. Når de ikke fungerer, løber blodet baglæns ned i benene.”
Ingen grund til bekymring
Ifølge Det Hvide Hus’ læge Sean Barbabella er der dog ingen grund til bekymring. I en officiel rapport slog han fast, at Trumps tilstand er både godartet og udbredt blandt folk over 70 år. Han understregede samtidig, at yderligere prøver viste, at Trump ikke har tegn på hjertesvigt, nyreproblemer eller andre alvorlige sygdomme, og konkluderede, at præsidenten samlet set er i “fremragende helbred.”
Spekulationerne startede, da fotografer i juli fangede billeder af præsidentens hævede ben under VM i klubfodbold i New Jersey. Senere billeder fra møder med både Bahrains og Frankrigs ledere viste de samme blå mærker på hans hånd.
Ifølge karkirurgen Matthew Edwards er forklaringen simpel: “Vi er alle mere tilbøjelige til at få blå mærker, når vi bliver ældre, og det ses især hos folk, der tager aspirin og andre blodfortyndende midler.”
Eksperter peger på, at tilstanden kan holdes nede med kompressionsstrømper, at hæve benene om natten og ved at undgå overvægt.