True crime
Chokerer: Nu bliver Kate McCanns værste timer til tv-drama
Næsten to årtier efter at lille Madeleine McCann forsvandt sporløst fra en ferielejlighed i Portugal, bliver sagen nu for første gang lavet til regulært tv-drama. Det vækker opsigt – ikke mindst fordi familien selv ikke har haft nogen indflydelse på produktionen.
Den britiske tv-kanal Channel 5 har annonceret filmen Suspect: Kate McCann, som tager seerne med tilbage til den dramatiske periode i 2007, hvor Madeleines mor blev afhørt af portugisisk politi.
Madeleine var blot tre år gammel, da hun forsvandt i maj 2007 under familiens ferie i Praia da Luz. Sagen udviklede sig hurtigt til en af de mest omtalte forsvindingssager i nyere tid. Forældrene, Kate og Gerry McCann, appellerede gang på gang til offentligheden om hjælp, mens hele verden fulgte med.
Få måneder senere blev forældrene selv udpeget som mistænkte og afhørt. Mistanken blev siden droppet, da myndighederne meldte ud, at der ikke var beviser imod dem.
Det er netop den periode, det nye drama kredser om. Skuespilleren Laura Bayston, kendt fra serien Killing Eve, spiller Kate McCann i filmen, der ifølge kanalen bygger på dokumentarisk materiale.
Familien er ikke involveret
Channel 5 har bekræftet, at McCann-familien “ikke er involveret redaktionelt”, men at de “er blevet gjort opmærksomme på filmen”.
I en pressemeddelelse skriver kanalen, at filmen “undersøger perioden, hvor mangelfulde beviser mod McCanns blev lækket til pressen, hvilket ændrede den globale mediefortælling og skabte en falsk arv på sociale medier, som fortsætter den dag i dag”.
Programredaktør Dan Louw lægger ikke skjul på ambitionerne og siger: “Denne fantastiske film går derhen, hvor kameraerne ikke kunne komme – bag de lukkede døre i afhøringslokalet – og skaber et dybt bevægende drama baseret på dokumentarisk materiale.”
Han tilføjer: “Suspect: Kate McCann er en af de mest intense, bevægende og chokerende film, du vil se i år.”
Madeleines forsvinden er tidligere blevet belyst i adskillige dokumentarer, men dette er første gang, at sagen dramatiseres med skuespillere.
Eftersøgningen af Madeleine er fortsat åben. Den tyske statsborger Christian Brueckner er fortsat hovedmistænkt i sagen. Han blev sidste år løsladt efter at have afsonet en syvårig fængselsdom for voldtægt i Algarve-området – samme region, hvor Madeleine forsvandt.
Sidste år satte Kate McCann selv ord på sorgen i forbindelse med en kampagne for en hjælpelinje til savnede børn. Her skrev hun blandt andet, at hun ikke ofte taler om detaljerne – ikke fordi de forsvinder, men fordi de lever videre hver eneste dag.
Nu genoplives de dramatiske begivenheder altså i fiktionsform – uden familiens medvirken – og det vil uden tvivl vække stærke følelser hos mange, der stadig husker den skæbnesvangre majnat i 2007.

