Underholdning
Afslører: Annette Heick og Casper Phillipson vender tilbage med Pennevenner

Den anmelderroste jukebox-musical Pennevenner med Annette Heick og Caspar Phillipson i de bærende roller vender tilbage til Glassalen, hvor de tager publikum med på en musikalsk og romantisk rejse tilbage til 70’erne. Silas Phillipson, som er Caspar Phillipsons søn, spiller også med. Forestillingen har repremiere den 12. september. ”Forestillingen er fuld af gode, gamle pophits, som sender publikum dansende ud af salen,” siger Annette Heick.
Den humoristiske og rørende jukebox-musical Pennevenner fik en flot modtagelse af både publikum og anmeldere, da forestillingen havde urpremiere i Glassalen i 2023. Nu genopsætter Tivoli Pennevenner den 12. til 14. september 2025 med det oprindelige cast bestående af Caspar Phillipson, Silas Phillipson og idékvinden bag forestillingen; Annette Heick.
Pennevenner er fyldt med hits, som alle kender. Sammen med Annette Heick, Caspar Phillipson og Silas Phillipson fortolker Søren Sebber og Brevduerne hits som Ain’t no Mountain High Enough, Killing me softly,Love Train, Hvor er alle drømmene du drømte, All by myself, Please Mr. Postman og mange, mange flere. Det er lyden af forelskelse, flirt og drømme for fremtiden.

Annette Heick kan opleves som karakteren Lisbeth Welsh, der bor i USA med sin søn Peter. Caspar Phillipson indtager rollen som Jørgen Petersen, der er EDB-nørd i Danmark, og som sender det første kassettebånd afsted til Lisbeth. Rollen som Annettes Heicks søn Peter spilles af Silas Phillipson, som uden for scenen i den virkelige verden kan kalde Caspar Phillipson for sin far.
Forestillingen foregår i 70’erne og handler om to mennesker, der på tværs af Atlanten udvikler et særligt forhold gennem brevskrivning og musik på kassettebånd. Pennevenner var i 2023 Annette Heicks første forestilling fra idé til udførelse. Derfor allierede hun sig med erfarne kræfter i form af Caspar Phillipson og Jesper Malmose, sidstnævnte som er manuskriptforfatter på adskillige succesfulde forestillinger. I tæt samarbejde med Jesper og Caspar udviklede hun jukebox-musicalen om Jørgen og Lisbeth, der sender breve og kassettebånd til hinanden.
Tivoli åbner for sommersæsonen den 4. april, som igen i år byder på en ny omgang af Tivolirevyen, dansk og international musik til Fredagsrock og LørdagsHits på Plænen, samt International Balletgalla i Tivolis Koncertsal. Tivolis gæster kan igen i år i løbet af sommeren opleve Annette Heick som vært på Syng med i Tivoli på Plænen. Billetten til Pennevenner giver adgang til Tivoli på forestillingsdagen i hele Tivolis åbningstid.

”Få fortællinger har rørt mig mere end fortællingen om Jørgen og Lisbeth, der i 1973 genoptager kontakten hen over Atlanten gennem håndskrevne breve. Det er en af den slags forestillinger, hvor folk i salen kommenterer højlydt, griner af hjertet, og hvor jeg flere gange har hørt damerne skrige; ”Det er så sjovt” lige når første akt slutter. Og nåh ja, så er forestillingen jo fuld af gode, gamle pophits, som sender publikum dansende ud af salen. Det er meget svært at bevare det dårlige humør efter sådan en aften,” lyder det fra Annette Heick.
“Da Annette første gang præsenterede sin idé og spurgte, om ikke vi skulle lave en forestilling sammen, var jeg ikke i tvivl. Det ville jeg gerne! Og da hun foreslog, at forestillingen skulle involvere Silas, var jeg solgt. Det er en kæmpe proces at udvikle en god teaterforestilling fra idé til realisering, og samarbejdet mellem os og manuskriptforfatter Jesper Malmose har været fuld af gensidig respekt og en enorm fryd hele vejen igennem, også når det var svært. Vores idéer undervejs har født nye idéer, og Jesper er endt med at skrive dette nærmest klassiske lystspil om Lisbeth og Jørgen, tilsat uimodståelig 70’er musik. Det er en stor stolthed at kunne præsentere Pennevenner sammen for publikum. Sikke en glæde, at publikum har taget så fantastisk godt imod os rundt i Danmark. Vi har mærket latteren rulle, og folk er danset ud af teatret. Nu kommer vi retur til Glassalen i Tivoli, hvor det hele startede, og det glæder jeg mig bare helt vildt til,” lyder det fra Casper Phillipson.
”Da vi spillede Pennevenner i 2023, var det første gang, jeg skulle arbejde med teater, så det hele var meget nyt og spændende, men også nervepirrende. Som klassisk pianist er jeg ikke vant til at spille popmusik eller synge med et band, så det var også en helt unik udfordring. At prøve alt det for første gang, og at få lov til at kombinere det med den klassiske musik, var en utrolig sjov og lærerig oplevelse, så jeg glæder mig enormt meget til at gøre det igen. Og så er det i øvrigt vildt hyggeligt at arbejde med Annette og min far,” lyder det fra Silas Phillipson.
Spilletider:
Repremiere den 12. september kl. 19.30 i Glassalen.
Varighed: 2 timer inkl. 20 min. pause.
Forestillingen spiller herefter i Tivoli frem til den 14. september.
Dørene åbner cirka en time før forestillingsstart.
Priser: Fra 195 kr. inkl. gebyr og entré til Tivoli.