De kongelige
Kate fejrede fødselsdag i al hemmelighed: Derfor glemmer personalet det aldrig
Mens livet som kongelig normalt er fyldt med officielle pligter, kameraer og opmærksomhed, lykkedes det ifølge britiske medier prinsesse Kate at gøre noget, mange nok kun kan drømme om: At fejre sin fødselsdag helt stille og roligt – uden det store postyr.
Den 9. januar fyldte prinsessen af Wales 44 år, og i stedet for en stor fest valgte hun angiveligt en diskret frokost på en lille fransk bistro i Hungerford i Berkshire. Med sig havde hun sin mor, Carole Middleton, og sin søster, Pippa – og netop den lavmælte fejring har gjort stort indtryk på dem, der var til stede.
Det skriver mediet Walesonline.
Ifølge omtalen spiste de tre kvinder på The Funghi Club, som beskrives som en lille og hyggelig restaurant, hvor stemningen er afslappet og uhøjtidelig. Og selvom man skulle tro, at en kommende dronning ville tiltrække sig opmærksomhed, fortælles det, at Kate formåede at holde det hele meget nede på jorden.
Det var ikke kun gæsterne, der bemærkede besøget – det gjorde personalet i den grad også. En medarbejder fortæller, at dagen var noget helt særligt for restauranten, og at prinsessen efterlod et minde, man sent vil glemme.
Helt vilde med Kate
“Vi havde den enorme fornøjelse at byde en ganske ekstraordinær gæst velkommen. Hun var fuldstændig charmerende, venlig og præcis så strålende i virkeligheden, som man skulle tro,” lyder det fra medarbejderen.
Ifølge de samme oplysninger var besøget et sjældent øjeblik, hvor Kate kunne nyde sin fødselsdag i fred – i skarp kontrast til den massive opmærksomhed, der ofte følger andre medlemmer af kongefamilien, når de bevæger sig ud i offentligheden.
Samtidig har Kates fødselsdag også haft en mere alvorlig tone. Hun har nemlig i forbindelse med dagen været aktuel i det sidste afsnit af sin serie om naturen, hvor hun blandt andet sætter ord på sin egen kamp mod sygdom.
I de nye optagelser, hvor hun ses gå en tur i Berkshire, fortæller hun blandt andet, hvordan naturen har haft en særlig betydning i en svær tid. Hun beskriver, hvordan det at være udenfor har hjulpet hende til at finde ro og perspektiv.
“Selv i den koldeste, mørkeste årstid har vinteren en måde at bringe os stilhed, tålmodighed og rolig eftertanke,” siger hun blandt andet i videoen.
Kensington Palace har tidligere forklaret, at serien har været et meget personligt projekt for Kate. Formålet har været at fremhæve, hvordan naturen kan inspirere – og være et sted, hvor man kan finde styrke, når livet gør ondt.
Ifølge oplysningerne er serien optaget flere steder i Storbritannien, blandt andet i både London, Cumbria, Gloucestershire og i det naturskønne Cotswolds.

