De kongelige
854.000 kr. for ingenting: Ikke brugt én eneste gang i 2024

Det er danskerne der betaler for, at den kongelige vogn står stille.
Mens danskerne spænder livremmen ind, og hver krone tælles i husholdningsbudgetterne, står en yderst eksklusiv del af kongefamiliens transportflåde bomstille – men trækker stadig millioner på skattebilletten.
Den royale salonvogn, som blev skænket til dronning Margrethe i anledning af hendes 60-års fødselsdag, har ikke kørt én eneste tur i hele 2024. Alligevel er der brugt 854.000 kroner på at holde vognen klar, viser nye oplysninger fra DSB.
Det skriver Ekstra Bladet.
Der er ikke tale om et hvilket som helst tog. Salonvognen er dekoreret som et rullende palæ – med kirsebærfinér, PH-lamper, Hans Wegner-møbler, og ikke mindst private kupéer med bad og toilet til både majestæt, hofdamer og sikkerhedsfolk.
I den indbyggede bar står flaskerne klar, stereoskabene venter på musik, og køkkenet bemandes af DSB’s egne medarbejdere, hvis hoffet skulle få lyst til at trille gennem Danmark.
Har ikke været i brug sidste år
Vognen har en særlig kongelig nuance kaldet H.M. marron. Og vejer hele 50 tons.
DSB bekræfter i en skriftlig udtalelse, at vognen ikke har været brugt i 2024, og at den kun har været i brug 45 gange de seneste 10 år. Men selv uden aktivitet løber regningen altså op.
Ifølge tidligere aktindsigter koster selve vognen cirka 792.000 kr. om året i drift og afskrivninger, hvortil der kommer 62.000 kr. til rengøring og vedligehold af ventesalen, som heller ikke har haft nævneværdig trafik.
DSB har ikke ønsket at oplyse, hvordan de præcise udgifter fordeler sig.
Salonvognen blev foræret dronningen som gave – men det er skatteborgerne, der dækker driften. Det gælder også de år, hvor vognen står stille, og venter på royale gæster, der aldrig kommer.
Og det er ikke det eneste sted, hvor kongehusets udgifter stiger. Apanagen blev i 2023 hævet med over 17 millioner kroner, så det samlede beløb nu lyder på 143,8 millioner kroner årligt.
Derudover har staten overtaget det indre vedligehold af slottene, hvilket yderligere lægger til den royale regning.
...så vil salonvognen med garanti stå funklende og klar – for det gør den allerede. Men med nul kilometer i benene sidste år, kan man næppe sige, at det er slid, der trækker pengene ud af budgettet.