De kongelige
Et øjeblik de aldrig glemmer: Frederik og Mary blev forældre til en lille prins
Da Danmark i oktober 2005 fik en ny lille prins, kom det som en overraskelse for alle – også for de nybagte forældre selv.
Bliver det en dreng eller en pige? Det er et spørgsmål, som kommende forældre ofte får, når de annoncerer, at et nyt familiemedlem er på vej. Når det så endda er det kommende kongepar, der venter sig, bliver det endnu mere spændende at få svar på, om det er en prins eller en prinsesse, der snart melder sin ankomst.
Offentligheden måtte dog vente i spænding lige så længe som forældrene. Mary og Frederik viste nemlig ikke, at det var en lille dreng, der blev født i dag for 20 år siden.
En stor overraskelse
Da nyheden om fødslen spredte sig, trådte den stolte fader frem for journalisterne. På Rigshospitalet kunne den daværende kronprins fortælle, at hverken han eller Mary havde ønsket at kende barnets køn på forhånd.
De ville lade det blive en overraskelse, fremgår det af beretningerne, som Billed Bladet har fundet frem i forbindelse med kronprins Christians runde fødselsdag.
En stor familie
Allerede få dage efter fødslen kunne de nybagte forældre afsløre, at de ønskede at udvide familien. Den lille dreng, der fik navnet Christian Valdemar Henri John ved dåben i januar 2006, blev storebror til prinsesse Isabella i 2007 og tvillingerne prins Vincent og prinsesse Josephine i 2011.
For Frederik og Mary blev den første fødsel starten på et helt nyt kapitel og begyndelsen på den familie, som i dag udgør kernen i det danske kongehus.