De kongelige
Udfordret kong Charles: 'Kroppen fungerer ikke så godt'
Kong Charles satte for nylig ord på både alderdommens udfordringer og sit eget sygdomsforløb, da han officielt åbnede det nye Midland Metropolitan University Hospital i Smethwick. Den 76-årige monark forsøgte at sprede lidt humor, mens han gik rundt blandt patienter, ansatte og frivillige på det store hospital med plads til 736 senge.
På en ældreafdeling faldt han i snak med 85-årige Jacqueline Page, som spøgende bemærkede, at hun følte sig lidt slidt. Hertil svarede kongen: "Jeg ved det, det er det forfærdelige, som jeg allerede er ved at opdage. Kroppen fungerer ikke så godt, når man er kommet over de 70."
Under besøget satte Charles også tid af til at tale med kræftpatienten Matthew Shinda, 73. Da Matthew spurgte ind til kongens eget helbred, lød svaret: "Jeg har det ikke så dårligt." Charles, der i februar 2024 fik konstateret kræft og stadig er i behandling, understregede vigtigheden af tidlig opdagelse og sagde videre: "Halvdelen af problemet er jo, at man opdager det i tide, ikke?"
Det skriver HELLO!
Rørt over kong Charles' interesse
Han tilføjede, at behandlingsmulighederne heldigvis hele tiden bliver bedre, selvom det kan føles frustrerende, at løsningerne ikke altid er tilgængelige her og nu. Efterfølgende fortalte Matthew, at han følte sig rørt over kongens oprigtige interesse: "Jeg var ovenud glad. Han viste omsorg."
Udover hospitalsåbningen benyttede Charles også lejligheden til at indfri et løfte om at besøge Birmingham Oratory, et besøg der tidligere på året måtte udskydes på grund af bivirkninger fra hans behandling. Her fik han en rundvisning, hvor han blandt andet så historiske genstande og personlige effekter fra kardinal John Henry Newman, der grundlagde oratoriet i 1848.
Newman, som senere blev udnævnt til kardinal og helgenkåret i Vatikanet i 2019, har haft en særlig plads i den britiske kirkes historie – og også i Charles’ hjerte. Allerede dengang som prins af Wales deltog han i ceremonien i Rom. Denne gang kom besøget i Birmingham til at stå som en symbolsk påmindelse om, at kongen – trods alder og sygdom – fortsat ønsker at være nærværende og engageret i både kirke, samfund og de mennesker, han møder på sin vej.