Film / TV
Vild succes på Netflix: Dansk thriller stryger til tops på rekordtid
Den hemmelige kvinde er allerede vist mere end 11 millioner gange.
Dansk filmsucces tager verden med storm.
Danskerne – og resten af kloden – sidder i den grad klistret til skærmen, efter den danske Netflix-film Den hemmelige kvinde landede på streamingtjenesten i fredags. På blot en enkelt weekend har den danske satsning sprængt alle rammer og skrevet sig direkte ind i toppen af streaming-gigantens globale hitlister.
Da Netflix i går aftes opdaterede deres seertal for den forgangne uge, strøg filmen nemlig direkte ind på en imponerende andenplads over de absolut mest sete ikke-engelsksprogede film på verdensplan. Det skete efter en weekend, hvor filmen hev mere end 11,4 millioner visninger hjem globalt, på trods af at den først fik premiere fredag den 28. august. Herhjemme har dramaet også ramt plet, og filmen indtager da også en stensikker førsteplads på den danske liste over de mest sete film lige nu.
Sådan oplyses det fra Lead Agency.
Stjernespækket rolleliste
I denne twistfyldte thriller følger vi Louise Andersen, hvis fredelige liv på en norsk ø bliver vendt på hovedet, da en fremmed insisterer på, at hun i virkeligheden er Helene Söderberg – en kvinde, der forsvandt fra Danmark for tre år siden. Tvunget til at sætte spørgsmålstegn ved sin egen identitet forlader hun den mand, hun elsker, for at afdække sandheden om sin mystiske fortid.
I de bærende roller er blandt andre Natalie Madueño (Den som dræber, Bedrag), Claes Bang (The Square, Dracula), Pål Sverre Hagen (Let Go, Exit) og Stina Ekblad (Madklubben).
Den hemmelige kvinde havde global premiere på Netflix den 28. august 2026.
Om Den hemmelige kvinde:
Louise Andersen lever et fredeligt liv på den norske ø Hidra sammen med sin partner, Joachim, hvor hun driver en lille café. Men en sommerdag slår freden revner, da en fremmed insisterer på, at hun slet ikke er Louise, men Helene Söderberg – en kvinde, der forsvandt fra Danmark for tre år siden. Ikke alene finder hun ud af, at hun er gift, men også at hun er mor til en lille dreng. Drevet af ønsket om at afdække sandheden om sin fortid forlader Louise Joachim og det liv, hun kender, for at opsøge sin familie og komme til bunds i, hvad der egentlig skete den nat, hun forsvandt. Men da hun som Helene dykker dybere ned i mysteriet, opdager hun en chokerende sandhed, der vender op og ned på hendes verden.
Medvirkende: Natalie Madueño, Claes Bang, Pål Sverre Hagen, Stina Ekblad, Ingrid Bolsø Berdal og Lars Simonsen m.fl.
Instruktør: Barbara Topsøe-Rothenborg
Manuskriptforfattere: Anders August og Barbara Topsøe-Rothenborg
Producer: Marcella Dichmann
Executive producere: Lars Bjørn-Hansen og Anders Rønnow Klarlund
Produktionsselskab: SF Studios (Danmark)
Baseret på: ’Den hemmelige kvinde’ af Anna Ekberg

