Kendte
Bubber reagerer på alvorlig tiltale: "Jeg aner ikke 'en klap"

Nu bryder Bubber tavsheden.
Mens Cirkus Arena står midt i en alvorlig straffesag, vælger Bubber at holde fokus på sit arbejde – og ikke lade sig ryste af anklagerne, der lige nu kaster skygger over Danmarks største cirkus.
Anklagemyndigheden har rejst tiltale mod selskabet bag cirkusset, International Entertainment ApS, samt direktør Benny Berdino-Olsen.
Ifølge Københavns Politi har ni georgiere arbejdet ulovligt for Cirkus Arena i mere end fem måneder – og det under "særligt skærpende omstændigheder". Det betyder, at sagen ikke blot handler om papirarbejde, men ifølge anklagen også om forsætlig handling og økonomisk gevinst.
Kravet: En bøde på hele 2,7 millioner kroner.
Men trods det alvorlige bagtæppe, står Bubber – som igen i år er vært for showet – fast.
Har intet med det at gøre
I et interview med Ekstra Bladet slår den populære tv-vært fast, at han ikke har noget med sagen at gøre og ikke ønsker at blande sig:
"Det er en verserende sag, og jeg aner ikke 'en klap'. Jeg ved bare, at Cirkus Arena er et pisse godt sted. Jeg laver forestillinger, og det er det, jeg gør," lyder det fra Bubber, som fortsat rejser landet rundt med cirkustruppen.
Med hele 150 forestillinger i 105 byer er der ikke meget tid til juridisk hovedpine. Sammen med sangerinden Malene Qvist fra Sukkerchok holder Bubber fast i det, han kalder for "business as usual".
"Jeg er rigtig glad for mit arbejde. Det har intet med mig at gøre. Der er altid bump på vejen, og så må de mennesker, der har noget med det at gøre finde ud af det," forklarer han.
Cirkus Arena ruller videre – og dommen, ja, den må vente til april 2026, hvor sagen skal for Københavns Byret.