Kendte
Katherine Diez raser: Det er IKKE mig!

På Instagram deler Katherine Diez nu et opråb.
Der er kommet endnu en sten på vejen for den tidligere litteraturanmelder og debattør Katherine Diez. Midt i forsøget på at lægge en uheldig fortid bag sig, er hun nu havnet i endnu en ubehagelig situation – denne gang som offer for identitetstyveri.
På Instagram delte Katherine for nylig en advarsel til sine følgere. Hun havde modtaget en besked fra en forundret person, der mente at have stødt på hende på datingappen Bumble. Men ifølge Katherine er det ikke hende, der leder efter kærligheden online.
“Jeg er ikke på nogen dating-apps – og har heller ingen planer om at være det,” slår hun fast og opfordrer sine følgere til straks at anmelde falske profiler, hvis de støder på dem.
Til det medfølger et screenshot af en samtale med en anonym person, der har set hendes billeder brugt på en profil – en klar indikation af, at nogen forsøger at udgive sig for hende.
Ikke første gang
Det er ikke første gang, Katherine Diez er centrum for opmærksomhed – dog har det tidligere været af en noget anden karakter. Sidste år blev hun nemlig kastet ind i mediestormens øje, da hun blev afsløret i omfattende tekstplagiat.
Afsløringen startede på det sociale medie Reddit, hvor en skarp bruger sammenlignede hendes tekster med andres – og fandt markante ligheder. Hurtigt rullede sagen videre til de etablerede medier, og snart var Diez et varmt emne i den offentlige debat.
Derudover vakte hun stor opsigt med sin bog ‚I egen barm‛, hvor hun blandt andet kom ind på forholdet til ekskæresten Adam Price.
I bogen beskyldte hun blandt andet sin ekskæreste for utroskab, hvilket skabte stort røre og trak mange overskrifter.
Bogen har været omdiskuteret, ikke kun for sin udlevering af private detaljer om forholdet til Adam Price, men også fordi den samtidig berører Diez’ plagiatsag.