True crime
Madeleine McCanns søster sætter ord på mareridtet: "Det var ret uhyggeligt"
Det er 18 år siden, at treårige Madeleine McCann forsvandt sporløst på en ferie i Portugal – en sag, der siden har rystet hele verden. Nu er hendes tvillingesøskende, Amelie og Sean, voksne, og for første gang står de midt i en retssag, hvor de selv er trukket ind som ofre.
En polsk kvinde, Julia Wandelt, har nemlig hævdet, at hun i virkeligheden er den forsvundne Madeleine. Med dramatiske beskeder, breve og endda manipulerede billeder forsøgte hun at overbevise familien McCann om, at hun var deres datter og søster.
I retten fortalte Amelie, hvordan hun først blev kontaktet af Julia i januar 2024. Hun forklarede, at hun til at begynde med ikke forbandt profilen “Julia Julia” med kvinden, hun havde set i medierne, men det ændrede sig hurtigt, da beskederne begyndte at vælte ind.
Det skriver BBC.
Julia skrev blandt andet, at hun gennem hypnose havde fået flashbacks til barndommen, hvor hun mente at have leget "Bro bro brille" med Amelie og fodret hendes tvillingebror Sean.
Amelie sagde i retten: "Det er ret uhyggeligt og leger med mine følelser og mine minder, som hun påstår, hun har været en del af. Det gav mig meget stress."
Hun understregede, at hun aldrig svarede på nogen af henvendelserne, fordi hun dybest set vidste, at Julia ikke var hendes søster.
Stalkede familien
Ifølge anklageren nøjedes Julia ikke med at sende beskeder via Facebook og Instagram. Hun forsøgte også at presse Amelie til at overbevise sine forældre om en DNA-test og sendte billeder, hvor hun havde ændret udseendet, så de lignede hinanden mere.
Til sidst gik hun så langt som til at sende et brev til McCann-familiens hjem, adresseret til Amelie, hvor hun kaldte hende sit "sidste håb".
Amelie forklarede, at særligt moren, Kate McCann, tog sagen meget hårdt og følte sig forfulgt. I december sidste år dukkede de tiltalte endda op foran familiens hjem i Rothley, hvilket tvang familien til at opsætte alarmsystemer, overvågningskameraer og en Ring-dørklokke for at føle sig trygge.
Også tvillingebroderen Sean har mærket konsekvenserne. Han fortalte via en erklæring, at han modtog henvendelser fra to af Julias profiler på Instagram. Han svarede aldrig, men blev så urolig, at han ændrede sine konti og fjernede sit efternavn, så det blev sværere at finde ham.
"Jeg tror ikke, hun er min søster. Det, Julia gør, har forvoldt mig stor stress, og jeg finder det dybt foruroligende," lød det fra Sean i retten.
Også venner af familien vidnede og fortalte, hvordan de havde modtaget beskeder fra Julia, som de beskrev som både chokerende og grænseoverskridende. Retten så desuden videooptagelser fra en nabo, der viste to kvinder nærme sig McCanns hus den aften, hvor familien blev konfronteret.
Julia Wandelt, der kommer fra Lubin i Polen, og hendes medtiltalte, Karen Spragg fra Cardiff, nægter sig skyldige i stalking. Retssagen fortsætter, men én ting står allerede klart: McCann-familien har fået åbnet gamle sår, som de for længst havde håbet at lægge bag sig.