Underholdning
Afslører: Nu bliver DR koncerthuset en del af særlig festival
Torsdag den 29. januar kl. 17.45 er der premiere på kunstværket Time & Line, som forener lys og visuals med lyden af DR Symfoniorkestret og Den Sorte Skole. Værket er en del af Copenhagen Light Festival 2026.
Essensen af et århundrede – udtrykt i en intens fusion af lyd, lys og levende billeder.
Det er idéen bag kunstværket Time & Line, som har premiere 29. januar kl. 17.45 som optakt til dette års Copenhagen Light Festival.
Det oplyser DR i en pressemeddelelse.
Værket er skabt af DR Koncerthusets konceptuelle Art Director Jess Jensen i samarbejde med DJ-duoen Den Sorte Skole, som har remixet en række historiske optagelser med DR Symfoniorkestret i forlængelse af orkestrets 100-års jubilæum.
Lydmontage af Den Sorte Skole
Kommer man forbi DR Koncerthuset fra metrosiden eller via Amager Fælled i perioden 29. januar-23. februar, vil man tydeligt kunne se de dynamiske lysprojektioner, som er en del af Time & Line – og når man kommer tættere på, vil man også blive omsluttet af værkets lydside.
Her vil Den Sorte Skoles lydmontage af store øjeblikke fra DR Symfoniorkestrets 100-årige historie strømme ud af de udendørs højtalere i surround sound. På optagelserne er bl.a. musik af Gustav Mahler, Jean Sibelius og den danske komponist Per Nørgård, indspillet sammen med nogle af de vigtigste kunstnere i orkestrets historie – fra Fritz Busch i 1930erne og Herbert Blomstedt i 1960erne til Esa-Pekka Salonen i 1990erne og selvfølgelig chefdirigent Fabio Luisi på de nyeste optagelser.
En symbolsk linje
Titlen ’Time & Line’ beskriver grundidéen bag det nye, audiovisuelle kunstværk, som er udviklet i fællesskab mellem DR Koncerthusets konceptuelle Art Director Jess Jensen og Den Sorte Skole. Jess Jensen fortæller om værket:
– Den visuelle fortælling i Time & Line tager udgangspunkt i linjen, både som symbol på tidens bevægelse og de lyd- og lysbølger, som er musikkens grundstof. Værket er et cirkulært forløb af tid, lyd og erindring, hvor optagelser af DR Symfoniorkestret opløses, gentages og væves sammen med elektroniske elementer.
Jess Jensen fortæller desuden, at værkets opbygning også er inspireret af den klassiske musik i bredere forstand:
– Time & Line reflekterer over fortolkning som et grundvilkår i den klassiske musik – hvordan fortiden aktiveres i nutiden og får nyt liv gennem gentagelse og forandring. Så selvom værkets varighed kun er 12 minutter, folder det sig ud som et åbent kredsløb, hvor begyndelse og afslutning flyder sammen.
En fælles idé
Samarbejdet bag lys- og lydværket Time & Line er opstået i kølvandet på flere tidligere samarbejder mellem DR Koncerthuset og Copenhagen Light Festival, senest med værket ’Unorbit’ i 2024.
Casper Remmer Jeppesen, kommerciel chef for DR Koncerthuset, fortæller:
– Det har vist sig, at det er helt oplagt at inddrage DR Koncerthuset som en aktiv central del af Copenhagen Light Festival. På den ene side er det helt i overensstemmelse med den oprindelige arkitektoniske tanke med husets monokrome yderside, som kan fungere som et stort lærred. Og da vi er et levende hus fuld af publikum, kunstnere, musik og medier, er det en særlig glæde at kunne præsentere dette års unikke kombination af lyd, lys og billeder – hentet fra DR’s rige arkiv.
Koncerter med lystema
Vil man opleve mere samspil mellem lys og musik på dette års Copenhagen Light Festival, kan det bl.a. lade sig gøre til DR Vokalensemblets koncertrække ’Himmelsk lys' i Marmorkirken den 19.-20. februar.
Her spiller lysdesign og musik sammen i et af byens smukkeste kirkerum, og alle koncertens værker er inspireret af temaet lys. I spidsen for koncerterne er DR Pigekorets dirigent Charlotte Rowan, som for første gang skal dirigere sangerne i DR Vokalensemblet.
Det er desuden muligt at opleve DR Symfoniorkestret live på Copenhagen Light Festivals åbningsaften 29. januar, hvor orkestret spiller musik af bl.a. Wagner og Ligeti, og igen 5. februar med i balletmusik af Stravinskij.
Om Den Sorte Skole
DJ-duoen Den Sorte Skole har i over to årtier været blandt Danmarks største (undergrundsnavne) og fyldt store scener verden over. Som komponister og lydkunstnere bevæger de sig frit mellem avantgarde, klubkultur og etablerede kunstinstitutioner, og deres musikalske univers er uforudsigeligt og kompromisløst med en forening af sampling og komposition – eller fortid og fremtid. Den Sorte Skole arbejder i dag bredt med koncerter, symfoniske værker, teater, installationer og audiovisuelle projekter i ind- og udland. Deres liveoptrædener er nøje kuraterede rejser, hvor hver detalje er bevidst valgt, og publikum inviteres til at lytte dybere til musikken.
Om Jess Jensen
Jess Jensen er designer og musiker, med baggrund som medlem af det danske band SAYBIA og som medstifter af det kreative bureau WAAITT. I mere end 15 år har han arbejdet med at bringe statisk grafisk design til live gennem motion design og visuelle fortællinger. Hans arbejde bevæger sig i krydsfeltet mellem lys, lyd og design, hvor han undersøger, hvordan visuelle og musikalske udtryk former oplevelser. Jess Jensen bor og arbejder i København og er ansat som konceptuel Art Director i DR Koncerthuset.

