Kendte
Céline Dion med stor afsløring: Har stået på i næsten 20 år

Det tog hende næsten 17 år, at forstå hvad der foregik.
Céline Dion har i et nyt interview med VOGUE France delt detaljer om sin kamp med Stiff Person Syndrome, og afsløret, at hendes symptomer begyndte allerede i 2008.
Sangerinden, der er bedst kendt for sin ikoniske sang "My Heart Will Go On," offentliggjorde sin diagnose i 2022. Men ifølge interviewet har hun faktisk kæmpet med konsekvenserne af den sjældne neurologiske lidelse i næsten 20 år.
Det skriver HELLO!
Dion benytter lejligheden til at opfordre sine fans til at tage deres helbred alvorligt og ikke ignorere negative symptomer. "Det kan måske virke underligt, men jeg var lettet, da jeg endelig fik en diagnose. Nu kunne jeg lære at leve med sygdommen og ikke længere lide under den," siger hun.
Hun håber, at hendes historie ikke vil afskrække folk fra at søge lægehjælp, men tværtimod opmuntre dem. "Det tog mig 17 år at forstå, hvad der foregik. Jeg beder jer, vent ikke så længe!"
Dion bemærkede de første tegn på noget galt under sin "Taking Chances" verdensturné i 2008, hvor hendes stemme begyndte at ryste, når hun forsøgte at nå de høje toner. "Jeg kæmpede med at kontrollere min stemme. Jeg kunne stadig ramme de høje toner, men så blev min stemme ramt af spasmer. Jeg gjorde, hvad man bør gøre: Jeg gik til lægen," fortæller hun.
Efter at have fået at vide, at hendes stemmebånd så normale ud, vendte Dion tilbage til Las Vegas og gennemførte yderligere fem turnéer. Men hun begyndte snart at opleve muskelstivhed. "Jeg havde svært ved at bevæge mig og måtte støtte mig til noget for at kunne gå," forklarer hun.
Den sjældne neurologiske sygdom rammer kun én ud af en million mennesker og forårsager alvorlige muskelspasmer, som påvirker motoriske funktioner og gør offentlige optrædener til en stor udfordring.
Da Covid-19-pandemien brød ud, besluttede Dion at prioritere sit helbred og finde årsagen til sine symptomer. Tilbagetrukket i sin luksusbolig i Las Vegas med sine børn René-Charles, 23, og tvillingerne Eddy og Nelson, 13, satte hun sig for at finde svaret. "Jeg sagde til mig selv, at universet sendte mig et tegn med Covid: Jeg skulle udnytte denne tid til at finde ud af, hvad der foregik," fortæller hun.
"I årevis lukkede jeg øjnene for det. Jeg skjulte det for mine venner, min familie, mine børn... Jeg holdt ud så længe som muligt. Jeg måtte stoppe med at være så modig. Jeg måtte tage mig af det."
Nu er Dion fokuseret på at dele sin rejse med verden i sin nye dokumentar "I Am: Celine Dion," der får premiere på Amazon Prime Video den 25. juni.
Om dokumentarens indflydelse siger Dion: "Hvad er mit formål i livet? At være sanger? Talskvinde for Stiff Person Syndrome? Mor? Eller det hele på én gang? I dag markerer begyndelsen på resten af mit liv. Jeg har aldrig sunget denne sang før, men det bliver den vigtigste sang i mit liv."