De kongelige
Er det hele løgn? Stiller spørgsmålstegn ved Harrys ord om Charles og Camilla
Gamle minder fra kongehusets indre gemmer klinger slet ikke med Harrys version af virkeligheden, lyder det nu fra en mand, der var med på sidelinjen.
I flere år havde Grant Harrold sin daglige gang på Charles' landsted Highgrove. Her boede han under samme tag som både den daværende prins af Wales, hans to sønner William og Harry – og den dengang nytilkomne Camilla.
Nu taler han ud. Og han undrer sig. Dybt.
Det skriver Mirror.
“De fire – Charles, Camilla, William og Harry – havde det virkelig godt sammen. Jeg forstår slet ikke Harrys udtalelser,” fortæller Harrold i et nyt interview med The Telegraph.
Grant Harrold blev ansat i 2004 og fulgte det royale liv tæt helt frem til 2011. Han husker, hvordan han første gang mødte Harry som 19-årig – under en smådrilsk vandballonkrig i haven! De udviklede sidenhen et nært forhold og delte endda takeaway-mad, inden Harry drog til militæruddannelse på Sandhurst.
Men det var også i denne periode, at Charles og Camilla blev gift. Og netop dét ægteskab beskriver Harry meget dramatisk i sin selvbiografi Spare, hvor han blandt andet skriver, at han og William 'tiggede' deres far om, at lade være med at gifte sig med Camilla, selvom de “støttede” hende som partner.
Harry antyder i bogen, at Camilla havde en skjult dagsorden og kaldte hende “den anden kvinde”, som var opsat på at blive dronning – koste hvad det ville.
'Stemmer ikke overens'
Men Harrold ser det helt anderledes.
“Jeg så dem spise middag sammen, hygge sig med drinks, tage til fester. Der var ingen fjendtlighed. Kongen gjorde ting, der fik drengene til at grine,” forklarer han.
Den tidligere butler var selv til stede, da Charles og Camilla sagde ja til hinanden i 2005. Og han husker tydeligt, hvordan både William og Harry pyntede farens bil med “Just Married”-skilte og grinede, mens de løb efter bilen, da de nygifte kørte afsted.
“Det, jeg så, stemmer slet ikke overens med Harrys bog,” lyder det ærligt fra Harrold.
Grant Harrold har nu valgt at dele sine egne minder i en kommende bog, The Royal Butler: My Remarkable Life of Royal Service, hvor han fortæller om sin rejse fra arbejderklasse i Skotland til en hverdag blandt de kongelige.
Og måske er timingen ikke helt tilfældig. For Harry selv har sagt i et interview med BBC, at “nogle medlemmer af familien aldrig vil tilgive mig” for det, han skrev i Spare. Dog tilføjede han også:
“Det ville være rart med en forsoning nu. Hvis de ikke ønsker det, er det deres valg.”
Uanset hvem der har ret, så giver Grant Harrolds fortælling et sjældent indblik i hverdagen bag paladsets mure – og i en tid, hvor de royale relationer aldrig har været mere under lup, kan man næppe bebrejde ham, at han også gerne vil have sin stemme hørt.