True crime
Masker af hud og lig i skuret: Nu genopliver Netflix Ed Gein
Ed Gein er et navn, der stadig vækker gru. I 1957 blev han afsløret som manden bag nogle af de mest makabre forbrydelser i amerikansk kriminalhistorie. Nu genoplives hans uhyggelige historie i tredje sæson af Ryan Murphys Netflix-serie Monster, der fik premiere den 3. oktober – med Charlie Hunnam i hovedrollen.
I den lille by Plainfield i Wisconsin kendte folk Ed Gein som en lidt sær, men tilsyneladende harmløs mand, der holdt sig for sig selv. Men bag facaden gemte sig et rædselshus, der i november 1957 blev afsløret, da politiet ransagede hans gård.
Her fandt betjente et afhugget lig af en kvinde i et skur, mens hovedet af en anden kvinde lå i hans soveværelse. Sporene pegede på Gein, da en kvittering fra isenkræmmeren Bernice Wordens butik blev fundet – udstedt i hans navn.
Det skriver People.
Efterforskningen afslørede groteske detaljer. Geins hjem var fyldt med menneskelige rester og organer, mange hentet fra grave, han havde gravet op. Han havde indrettet sig med genstande lavet af hud: møbler, tøj, lampeskærme og masker.
Pressen døbte ham hurtigt “Slagteren fra Plainfield”.
Indrømmede to drab
Gein indrømmede to drab: Bernice Worden, hvis lemlæstede krop blev fundet hængende med hovedet nedad i hans skur, og Mary Hogan, en beværtningsejer, der havde været savnet siden 1954. Hendes kranie og hud dukkede op blandt fundene på gården. Begge kvinder var blevet skudt.
Selv om mange frygtede, at der kunne være flere ofre, blev han kun officielt sigtet for disse to mord. Kort efter sin anholdelse blev han erklæret mentalt uegnet til at møde i retten og indlagt på en psykiatrisk institution.
Ti år senere blev han fundet egnet til at blive stillet for retten for mordet på Worden, men dommerens kendelse lød på “ikke skyldig på grund af sindssyge”. Han blev aldrig retsforfulgt for Hogan eller andre mulige forbrydelser. Gein forblev indlagt resten af sit liv, indtil han døde af lungekræft i 1984, 77 år gammel.
Psykiatere diagnosticerede ham med skizofreni og beskrev ham som en “seksuel psykopat”. Han havde en usund og intens binding til sin mor, som han plejede frem til hendes død i 1945.
Geins syge univers inspirerede nogle af de største gyserfigurer nogensinde: Norman Bates i Psycho, Buffalo Bill i Ondskabens øjne (The Silence of the Lambs) og hele universet bag The Texas Chain Saw Massacre.
Hans navn lever videre – ikke kun som en af USA’s mest berygtede forbrydere, men også som en uhyggelig kilde til gyserfilm.