Nyheder
Josef Fritzls krav til sin bolig under prøveløsladelse: ‘Der skal være kælder’
Josef Fritz har flere krav til sin bolig under prøveløsladelsen – blandt andet, at der skal være kælder.
Josef Fritzl, der har stået bag en af de mest grufulde kriminalsager i moderne tid, kan snart se frem til at forlade fængslet. Ifølge østrigske medier bliver den nu 89-årige Fritzl muligvis løsladt i 2025, efter at have tilbragt mere end et årti bag tremmer.
Fritzl blev i 2009 idømt livsvarigt fængsel for en række forfærdelige forbrydelser, herunder mord, voldtægt, incest, slaveri, frihedsberøvelse og grov afpresning. Men på grund af fremskreden demens er han nu blevet overflyttet til en institution med færre restriktioner og kan ifølge mediet snart få lov til at træde ud i friheden. Det skriver Avisen.dk via. det østrigske medie Heute.
Ifølge hans advokat, Astrid Wagner, har Fritzl klare ønsker til, hvordan hans liv uden for fængslet skal forme sig.
”Han ønsker først og fremmest at bo i nærheden af en togstation, fordi han ikke længere føler sig tryg ved at køre bil,” fortæller Wagner.
Men Fritzls krav stopper ikke der. Advokaten forklarer yderligere, at han insisterer på, at hans fremtidige bolig skal have en kælder – angiveligt for at opbevare papirer og dokumenter.
En rystende historie
For dem, der har glemt de rystende detaljer, var det netop en kælder i Josef Fritzls hjem, der blev centrum for hans uhyggelige forbrydelser. I over 24 år holdt han sin datter Elisabeth fanget i kælderen under huset, hvor hun blev udsat for gentagne voldtægter og fødte syv børn, som var resultatet af overgrebene.
Fritzls grusomme hemmelighed blev afsløret i 2008, da et af børnene, der var vokset op i fangenskab, blev alvorligt syg og måtte på hospitalet. Elisabeth smuglede et brev med barnet, som førte til, at hospitalspersonalet slog alarm. Denne handling satte gang i politiets efterforskning og afslørede de uhyrlige forbrydelser.
Josef Fritzls mulige løsladelse har allerede vakt debat i Østrig og internationalt. Mange stiller spørgsmålstegn ved, hvordan samfundet skal forholde sig til en mand med en så grufuld fortid, der nu måske skal leve frit – dog under tilsyn.
Om Fritzls krav til en kælder vil blive efterkommet, eller hvordan han vil blive overvåget, hvis han løslades, vil tiden vise. Men en ting er sikkert: Hans historie vil fortsat vække afsky og chok hos mennesker verden over.